Der er fandme langt til en øde ø

…nå men Robinson er nu endelig overstået og mere eller mindre glemt.

Jeg vover alligevel lige det ene øje og fortæller lidt om turen derned 🙂

Inden afrejse havde vi fået en liste med de ting vi måtte have med så det var forholdsvist nemt at pakke.

Vi tog afsted en eftermiddag…pludselig var det virkelighed. Det havde hele tiden været noget langt fremme i tiden men pludselig var det nu. Min kone og børn tog ikke med i lufthavnen. De følte at det blev for svært at sige farvel hvis der også var producere, presse og andre deltagere og pludselig blev jeg måske hevet afsted. Så hellere et roligt farvel derhjemme.

En god kammerat kørte mig i lufthavnen.

Og så begyndte en rejse på 35 timer ellers. Jeg havde aldrig drømt om at det skulle være så lang en rejse.

Vi kom til Manila på fredelig vis. Vi får så af vide at vi er kommet for sent til flyet og derfor skal vi med en bus…en lokalbus uden aircondition eller nogen andre former for luksus…ren tortur…11 timer i fugt, varme og dårlige sandwich. Dér var jeg klar til at sige “fuck jer” og skride hjem.

Men vi kom frem laaangt om længe…sejlet ud til øen og så skulle det hele i gang tænkte jeg. Men hold nu kæft…man burde have løn på lige fod med almindelig skuespillere for alt er indstuderet og skal tage som 1000 gange. Bedst som man tror man sidder og har en hyggelig samtale med de andre deltagere så kommer der en kamera mand og siger…holdt, stop og prøv lige forfra men husk at start sætningen med bla bla bla…

Men hvis jeg selv skal sige det så synes jeg at skuespilleriet klarede jeg fint 🙂

Om det bliver mit næste feriested??? NEJ…alt over tre timers rejsetid kan i GLEMME! 😉